Ghana
Hvad sker der med vores gamle elektronikprodukter, når vi kasserer dem? Hvordan kan de dukke op på en losseplads i f.eks. Ghana, Indien eller Kina? Hvilken betydning har det for miljøet og sundheden i ulandene, når vores e-affald ender der? Elektronikprodukter indeholder farlige stoffer, bl.a. bly, cadmium, berylium, bromerede flammehæmmere, pvc, phthalater, der har forskellige miljø- og sundhedseffekter. Der er både danske og internationale regler for affaldshåndtering. Kan transporten af e-affaldet hindres? Baselkonventionen, WEEE-direktivet og Elskrotbekendtgørelsen har forskellige roller i reguleringen af elektronikaffald. Er der forskel på elektronikprodukter fra produktionssiden? Kan produktudvikling mindske brugen af kemiske stoffer - så affaldet i sidste ende kunne blive mindre farligt? Hvad er betydningen af den globale Stockholm-konvention om farlige stoffer, den europæiske kemikalielovgivning REACH og RoHS-direktivet om elektriske og elektroniske produkter? Det Økologiske Råd har udarbejdet et undervisningshæfte om elektronikaffald. Hæftet er særligt rettet mod undervisningen i gymnasiet og HF i fagene kemi, samfundsfag, geografi og til dels biologi, f.eks. i tværfaglige forløb med inddragelse af nogle af disse fag. Hæftet vil også være velegnet til selvstændige elevopgaver eller i andre undervisningssammenhænge. Hæftet kan også læses af andre med interesse i emnet.

I EU produceres årligt 8,7 millioner ton elektrisk og elektronisk affald, men kun 2,1 million ton indsamles og behandles via kontrollerede systemer. Hvor bliver resten af? Historier om børn og voksne, der skiller gamle elektronikprodukter på en losseplads i Ghana eller på små værksteder i Kina eller Indien når jævnligt danske medier. Det nye hæfte fra Det Økologiske Råd belyser problemfeltet omkring eksport af farligt elektronikaffald såsom computere, mobiltelefoner, tv og spillekonsoller til ulandene. Hvad sker der med denne del af vores affald, når vi skiller os af med det i Danmark? Hvordan kan det dukke op på en losseplads i Ghana eller i Kina? Elektronikprodukterne indeholder farlige stoffer som f.eks. bly, cadmium og berylium, PVC, phthalater og bromerede flammehæmmere. Stoffer som bl.a. kan føre til skader på nervesystemet og på nyrerne, kan være reproduktionsskadende, fosterskadende og virke hormonforstyrrende. Hvad betyder det for miljøet og sundheden i ulandene, at elektronikaffaldet ender der? Internationale regler som Baselkonventionen forbyder eksport af farligt affald fra OECD-lande (industrilande) til ikke-OECD-lande. Hermed burde en skrottet dansk computer eller mobiltelefon fyldt med farlige kemiske stoffer ikke kunne havne på en losseplads i Ghana. Men hvorfor sker det så alligevel? Og hvad kan gøres for at hindre det? EU har vedtaget det såkaldte WEEE-direktiv, der giver producenter og importører af elektronikprodukter ansvaret for tilbagetagning af elektronikaffaldet. I Danmark er dette ansvar implementeret som en kollektiv ordning, hvortil de enkelte producenter/importører betaler ud fra deres markedsandele. Herved honoreres den enkelte producent ikke for at producere mere miljøvenlige produkter. Hæftet diskuterer, hvorvidt miljø- og sundhedsproblemer ved elektronikaffald kan mindskes enten ved at gøre det attraktivt for producenter/importører at producere miljøvenligt eller ved at forbyde brugen af flere af de farlige stoffer gennem f.eks. RoHS-direktivet eller anden international lovgivning.

Så har vi passeret juleaften. Under træet lå måske en ny mobiltelefon, en bærbar PC eller en ny kaffemaskine. Ofte kasserer vi de gamle elektriske apparater, der nu er erstattet at funklende nye. Men apparaterne indeholder en række miljø- og sundhedsskadelige stoffer, så der er behov for at tænke sig om, når man skiller sig af med dem. Lovgivningen stiller krav om, at elektronikaffald, kaldet e-affald, behandles særskilt. Kommunen stiller indsamlingssteder, genbrugspladser, til rådighed for borgerne. Men det er producenter og importører af elektriske og elektroniske produkter, der er ansvarlige for den videre behandling. Det betyder, at de skal organisere og finansiere afhentning af e-affaldet på de kommunale indsamlingssteder og transportere det til godkendte oparbejdningssteder. På europæisk plan reguleres e-affald af WEEE-direktivet. Heri stilles krav om indsamling og forsvarlig oparbejdning af e-affald, og det såkaldte producentansvar for e-affaldet er indført. Direktivet trådte i kraft 1. juni 2006 og EU-kommissionen har netop stillet forslag om en revision. Fremover bliver kravet til, hvor meget der skal indsamles, øget i flere EU-lande. I stedet for et fast antal kilo pr. indbygger, skal der i fremtiden indsamles 65 % af vægtmængden af e-produkter på markedet. Hermed bliver kravene strammet i de lande, hvor der er et stort forbrug af elektronikprodukter. Med denne styrkelse af WEEE-direktivet på EU-plan vil det være oplagt at se nærmere på, hvordan reglerne er gennemført i Danmark. Myndighederne strammer i øjeblikket op over for de såkaldte free-riders, dvs. producenter/importører, der ikke har registreret sig, og dermed ikke betaler for indsamling og oparbejdning af deres andel af produkterne på markedet. I Danmark har man valgt en kollektiv ordning, hvor producenter og importører betaler for oparbejdning af e-affaldet, efter deres produkters andel på markedet, målt i vægt. Dette fremmer ikke lanceringen af mere miljøvenlige produkter.